Radiation’s Half-Life Conundrum The half-life of an isotope represents the time taken for half of a quantity of an isotope to decay. The remainder will decay further over future half-life periods. The half-life is therefore an inverted exponential measure of activity, meaning that the most active isotopes have the shortest half-lives. We can look at an example from a grassland meadow (previously used for animal forage) near Fukushima. Cesium-137 activity (half-life approx. 30 years) in the plants was measured just after the incident at 15,000 kBq per kg. After the first half-life period (30 years), we would expect the activity to reduce to 7,500 kBq per kg, and 3,750 kBq per kg after a further 30 years, It will take 5 half-lives (150 years) before the activity level fell below the legal limit in Japan for animal forage (500 Bq per kg). Examples of half-lives include: Radon is a gas produced from the decay of Radium (itself a product of Uranium decay). It’s produced naturally from Uranium-bearing rocks, and the longest half-life is for Rn-222 at just under 3 days. Cesium is a common component of radioactive fallout. Cesium-134 has a half-life of 2 years plus, while cesium-134 has a half-life of just over 30 years. Carbon occurs in living (and dead) organisms, as well as inanimate materials. C-14 has a half-life of just under 6,000 years, and its relative abundance is responsible for its role as a commonly-used dating method. Uranium in nuclear fuel rods contains two isotopes: U-235 (half-life 700 million years), and U-238 (4.5 billion years). Hold on, I hear you say. If a long half-life indicates a less active isotope, what’s happening with Uranium? It’s true – Uranium decays very slowly, but the radiation in a nuclear reactor is produced via a different process: fission.

Strålingens halveringstider Halveringstiden for en isotop er den tid, der tages for halvdelen af ​​en mængde af en isotop, der skal nedbrydes. Resten vil falde yderligere hen over fremtidige halveringstider. Halveringstiden er derfor en omvendt eksponentiel aktivitetsmåling, hvilket betyder, at de mest aktive isotoper har de korteste halveringstider. Vi kan se på et eksempel fra en græsareal (tidligere brugt til dyrefoder) nær Fukushima. Cesium-137-aktivitet (halveringstid ca. 30 år) i planterne blev målt lige efter hændelsen ved 15.000 kBq pr. Kg. Efter den første halveringstid (30 år) forventes aktiviteten at reducere til 7.500 kBq pr. Kg og 3.750 kBq pr. Kg efter yderligere 30 år. Det vil tage 5 halveringstider (150 år) før aktiviteten niveau faldt under lovgrænsen i Japan for dyrefoder (500 Bq pr. kg). Eksempler på halveringstider omfatter: Radon er en gas produceret fra forfald af radium (selv et produkt af uranforfald). Det produceres naturligt fra uranbærende klipper, og den længste halveringstid er for Rn-222 på lidt under 3 dage. Cæsium er en fælles bestanddel af radioaktivt nedfald. Cæsium 134 har en halveringstid på 2 år plus, mens cæsium 134 har en halveringstid på lidt over 30 år. Carbon forekommer i levende (og døde) organismer, såvel som livløse materialer.C-14 har en halveringstid på lige under 6.000 år, og dens relative overflod er ansvarlig for sin rolle som en almindeligt anvendt dating metode. Uran i brændstofstænger indeholder to isotoper: U-235 (halveringstid 700 millioner år) og U-238 (4,5 milliarder år). Fortsæt, jeg hører dig sige. Hvis en lang halveringstid indikerer en mindre aktiv isotop, hvad sker der med uran? Det er sandt - Uranet falder meget langsomt, men strålingen i en atomreaktor produceres via en anden proces: fission.