Engelsk

on white bread. After Harvey’s closed, I moved to the Utopia on 73rd and Amsterdam, a venerable place with a low ceiling, Greek-themed murals and waiters who seemed to never age. As my thighs outgrew the narrow booths, I moved to the Central Park Cafe/Restaurant, at 97th and Columbus. 55 In the 1990s, the Cafe replaced Mikell’s, a beloved jazz and rhythm-and-blues club. This was the liveliest of my hangouts. Every morning a group of retired men in baseball caps, along with a spirited Jayne Mansfield7 look- alike, heckled one another and batted sports statistics back and forth for hours. The music of their banter was pure Bach counterpoint8. 4 Jeremiah Moss: pseudonym of Griffin Hansbury (b. 1971), an American psychoanalyst and social worker 5 Mae West: (1893-1980) famous American actress and singer 6 Ray Oldenburg: (b. 1932) American urban sociologist 7 Jayne Mansfield: (1933-1967) American actress and sex symbol of the 1950s 8 (here) different yet harmonious 2 60 After the Cafe succumbed in 2005, I spent months looking for my next “third place.” Diner regulars can be particular. The ambience has to be friendly but not intrusive, the sound level low but not funereal, the smell a little greasy but not cloying, and the décor more utilitarian than fussy. I eventually settled in at the Metro. Among diners, the Metro is quietly sophisticated. The décor is self-consciously Art Deco, the booths spacious. There is a generous, though tasteful, use of diner decorator staples like vinyl, Formica and chrome. Politicians, including former Gov. David A. Paterson of New York and the city comptroller, Scott M. Stringer, have been spotted in the booths. The hostess, Jenny Bello, wears outfits that could rival the wardrobe collection from Metro-Goldwyn-Mayer studios in the 1950s. Fanis Tsiamtsiouris, known as Frank, and Fotios Hilas own the Metro along with three other diners. They calculated that the Metro poured about 700 cups of coffee, made 150 hamburgers and used over 1,200 eggs every day. The place opened in 1989, when Mr. Tsiamtsiouris consolidated five stores, among them a kosher butcher, a copy store and a Cuban-Chinese restaurant. Though diners are sometimes bought by other enterprising immigrants, many of the surviving ones are still owned by Greek-Americans. Historians differ on how and when Greek immigrants got into the business, but they agree that a growth spurt occurred right after World War II. Their story is a classic American one that combines entrepreneurs putting in long hours, families helping one another and informal associations creating a safety net of connections. “When my family came over in 1967, we had an $8,000 debt to pay, so we all went to work,” Mr. Tsiamtsiouris said. “So first I was a cleanup guy, then busboy, then a waiter, then a manager.” He had one uncle in the business when he started out, he recalled, and he met many other owners through Pan Gregorian, a food industry cooperative. In the back of the Metro’s long room, the area is set up with small tables for regulars like me who linger over breakfast. Rosa and Dumitra, Diana and John, and Enid and Fabiano know what we’re going to order, but pretend to let us decide. For years the unofficial queen of the Metro was Batyah Hyman, also known as Betty, a beautiful, 80- something Swedish and South African woman who sat at the head of the room. I don’t remember how we drifted into conversation – probably a political issue that we disagreed about. Somehow we sensed that we could be friends, or at least “affiliated,” the way Mr. Oldenburg, the sociologist, described friendship among regulars at a place like the Metro. She lives around the corner, but Ms. Hyman no longer eats breakfast at the Metro. She drops by from time to time, and the waitress Rosa Soto babysits her grandchildren. Nobody has dared to claim her table. A few years ago, one of my oldest friends, the political scientist and philosopher Marshall Berman, died in the Metro. An eloquent writer about New York neighborhoods, I think he would have appreciated his heart’s choice of where to expire. (2016)

Dansk

på hvidt brød. Efter at Harvey var lukket, flyttede jeg til Utopia den 73. og Amsterdam, et ærverdig sted med lavt loft, Vægmalerier og tjenere med græsk-tema, der syntes at aldrig ældes. Da mine lår voksede ud fra de smalle kabiner, flyttede jeg mig til Central Park Cafe / Restaurant på 97th og Columbus. 55 I 1990'erne erstattede caféen Mikells, en elsket jazz- og rytme-og-blues-klub. Dette var den mest livlige af mine hangouts. Hver morgen piskede en gruppe pensionerede mænd i baseballkapper sammen med et livligt Jayne Mansfield7 ud, hinanden og kæmpede sportsstatistikker frem og tilbage i timevis. Musikken til deres skænderi var rent Bach-kontrapunkt8. 4 Jeremiah Moss: pseudonym af Griffin Hansbury (f. 1971), en amerikansk psykoanalytiker og socialarbejder 5 Mae West: (1893-1980) berømt amerikansk skuespiller og sanger 6 Ray Oldenburg: (f. 1932) Amerikansk bysociolog 7 Jayne Mansfield: (1933-1967) Amerikansk skuespiller og sexsymbol fra 1950'erne 8 (her) forskellige men alligevel harmoniske  2 60 Efter at caféen bukkede ned i 2005, tilbragte jeg måneder med at lede efter min næste “tredjeplads.” Regelmæssige spisesteder kan være særlige. Stemningen skal være venlig, men ikke påtrængende, lydniveauet lavt, men ikke funereal, duften lidt fedtet men ikke klodsende og indretningen mere anvendelig end nøjeregnende. Til sidst bosatte jeg mig ved metroen. Blandt dinere er metroen roligt sofistikeret.Indretningen er selvbevidst Art Deco, båsene rummelige. Der er en generøs, skønt smagfuld, brug af middagsdekoratør hæfteklammer som vinyl, Formica og krom. Politikere, inklusive den tidligere statsminister David A. Paterson fra New York og bykontrolløren, Scott M. Stringer, er blevet set i båsene. Værtinde, Jenny Bello, bærer tøj, der kan konkurrere med garderobeskollektionen fra Metro-Goldwyn-Mayer studios i 1950'erne. Fanis Tsiamtsiouris, kendt som Frank, og Fotios Hilas ejer metroen sammen med tre andre spisesteder. De beregnet, at metroen hældte omkring 700 kopper kaffe, lavede 150 hamburgere og brugte over 1.200 æg hver dag. Stedet åbnede i 1989, hvor Mr. Tsiamtsiouris konsoliderede fem butikker, blandt dem en koscher slagter, en kopibutik og en cubansk-kinesisk restaurant. Selvom spisesteder købes undertiden af ​​andre initiativrige immigranter, ejes mange af de overlevende stadig af græsk-amerikanere. Historikere adskiller sig fra, hvordan og hvornår græske immigranter kom ind i virksomheden, men de er enige om, at der opstod en vækstspurt lige efter 2. verdenskrig. Deres historie er en klassisk amerikansk, der kombinerer iværksættere, der sætter lange timer, familier, der hjælper hinanden og uformelle foreninger, der skaber et sikkerhedsnet for forbindelser. ”Da min familie kom over i 1967, havde vi en gæld på $ 8.000 til at betale, så vi gik alle på arbejde,” sagde Mr. Tsiamtsiouris.”Så først var jeg en oprydning fyr, derefter busboy, derefter en tjener, derefter en manager.” Han havde en onkel i branchen, da han startede, huskede han, og han mødte mange andre ejere gennem Pan Gregorian, et kooperativ i fødevareindustrien . På bagsiden af ​​metros lange rum er området opstillet med små borde til stamgæster som mig, der dræber sig over morgenmaden. Rosa og Dumitra, Diana og John, og Enid og Fabiano ved, hvad vi vil bestille, men foregiver at lade os beslutte. I årevis var den uofficielle dronning af metroen Batyah Hyman, også kendt som Betty, en smuk, 80- noget svensk og sydafrikansk kvinde, der sad i spidsen for rummet. Jeg kan ikke huske, hvordan vi gik ind i samtale - sandsynligvis et politisk spørgsmål, som vi var uenige om. På en eller anden måde følte vi, at vi kunne være venner eller i det mindste "tilknyttet", som Mr. Oldenburg, sociologen, beskrev venskab blandt stamgæster på et sted som metroen. Hun bor rundt om hjørnet, men fru Hyman spiser ikke længere morgenmad på metroen. Hun stikker af og til, og servitrice Rosa Soto babysitter sine børnebørn. Ingen har våget at kræve sit bord. For et par år siden døde en af ​​mine ældste venner, den politiske videnskabsmand og filosof Marshall Berman, i metroen. En veltalende forfatter om kvarterer i New York, jeg tror, ​​han ville have værdsat hjertets valg af, hvor han skulle udløbe. (2016)

Oversaet.com | Hvordan bruger jeg den Engelsk-Dansk oversættelse?

Alle udførte oversættelser gemmes i databasen. De gemte data offentliggøres på hjemmesiden åbent og anonymt. Af denne grund minder vi os om, at dine oplysninger og personoplysninger ikke skal medtages i de oversættelser, du vil foretage. Indhold oprettet af brugernes oversættelser kan omfatte slang, blasfemi, seksualitet og lignende. Vi anbefaler, at du ikke bruger vores hjemmeside i ubehagelige situationer, da de oversættelser, der oprettes, måske ikke passer til folk i alle aldre og steder af interesse. Hvis der i forbindelse med oversættelsen af ​​vores brugere er fornærmelser til personlighed og eller ophavsret osv. Kan du kontakte os via email, →"Kontakt"


Privatlivspolitik

Tredjepartsleverandører, herunder Google, bruger cookies til at vise annoncer på baggrund af en brugers tidligere besøg på dit website eller andre websites. Googles brug af annonceringscookies giver Google og deres partnere mulighed for at vise annoncer til dine brugere på baggrund af deres besøg på dine websites og/eller andre websites på internettet. Brugere kan fravælge personliggjort annoncering ved at gå til Annonceindstillinger. Alternativt kan du beskrive, hvordan brugerne kan fravælge en tredjepartsleverandørs brug af cookies til personliggjort annoncering ved at gå til www.aboutads.info.