Monomers are like athletes mingling around the starting line, waiting patiently for the race to begin. The race starts when a signal is given (a whistle blows or the gun is fired). Once the signal is given, nothing can stop them until they reach the finish line. Monomers also need a signal. This signal starts their race to become polymers. Until the signal is given, they mingle around the container. It takes an initiator molecule to give the signal. An initiator molecule touches a monomer and excites it with a boost of energy. But monomers prefer the quiet life. They don’t appreciate too much excitement, so they look for ways to get rid of the extra energy. They do this by attaching themselves to the tail end of another monomer. This passes the extra energy to their new partner. The second monomer doesn’t like the energy either, so it uses the same trick. It attaches firmly to a neighboring monomer’s tail and passes the energy again. As this game of tag continues, the chain of monomers gets longer and longer. After a while, the growing polymer chains can’t find any more monomers. Once the monomer is all gone, the chain reaction stops. Monomers start out as a thin liquid moving freely around the container, but when the chemical reaction begins, monomer chains sprout out everywhere and they begin to grow longer and longer. They become tangled and knotted, which makes the product get much thicker. Eventually the chains are too long to move freely. The product is now a teeming mass of microscopic strings. The polymer is formed, but the chemical reaction is not finished. The surface may be hard enough to file, but it will be days before the chains reach their ultimate lengths.

Monomerer er som atleter, der blander sig omkring startlinjen og venter tålmodigt på, at løbet starter. Løbet starter, når der gives et signal (en fløjte blæser, eller pistolen affyres). Når signalet er givet, kan intet stoppe dem, før de når målstregen. Monomerer har også brug for et signal. Dette signal starter deres løb om at blive polymerer. Indtil signalet gives, blander de sig rundt om containeren. Det tager et initiatormolekyle at give signalet. Et initiatormolekyle berører en monomer og ophidser den med et boost af energi. Men monomerer foretrækker det stille liv. De værdsætter ikke for meget spænding, så de leder efter måder at slippe af med den ekstra energi. De gør dette ved at knytte sig til halen af ​​en anden monomer. Dette overfører den ekstra energi til deres nye partner. Den anden monomer kan heller ikke lide energien, så den bruger det samme trick. Det klæber fast til en nabomonomers hale og overfører energien igen. Efterhånden som dette spil med tag fortsætter, bliver monomerkæden længere og længere. Efter et stykke tid kan de voksende polymerkæder ikke finde flere monomerer. Når monomeren er væk, stopper kædereaktionen. Monomerer starter som en tynd væske, der bevæger sig frit rundt om beholderen, men når den kemiske reaktion begynder, spirer monomerkæder ud overalt, og de begynder at vokse længere og længere. De bliver sammenfiltrede og knyttede, hvilket får produktet til at blive meget tykkere.Til sidst er kæderne for lange til at bevæge sig frit. Produktet er nu en myldrende masse af mikroskopiske strenge. Polymeren dannes, men den kemiske reaktion er ikke færdig. Overfladen kan være hård nok til at arkivere, men det vil tage dage, før kæderne når deres ultimative længde.